Balance i livet

Tag på Livsstilshøjskolen i sommerferien og oplev en uge i fantastisk natur med fællesskab og sund livsstil med fokus på kost, motion, trivsel og psykologi og bring livsglæden med tilbage til hverdagen.

Af: Jane Kjølbye

Der er sommerforventning i viceforstander Lise Kragh Møllers stemme, for lige nu har hun fokus på planlægning af Livsstilshøjskolens sommerkurser. I alt udbydes 11 kurser hen over sommeren, der centrerer sig omkring sundhed og helse – et professionelt bidrag til at skabe balance i kursisternes liv.

En spændende værktøjskasse

Viceforstander, Lise Kragh Møller

- Som noget centralt for højskolemiljøet finder man stor inspiration og overskud i fællesskabet, og med vore sommerkurser à bare 1 uges varighed hjælper vi vore kursister til at opbygge et lille fundament fyldt med nyt værktøj – ny læring og nye vaner, fortæller Lise Kragh Møller. Hjemme i hverdagen igen kan kursisterne anvende den nye læring og de nye vaner til at højne energiniveauet samt fastholde den gode balance livet, som vi har lært dem på sommerkurset.

På Livsstilshøjskolen har vi meget kompetente lærere, der er specialuddannede til at varetage undervisning i sund livsstil, sundhed ud fra motion, kost og meditation.

- Det er fundamentet i vores højskole, og vi er gode til at aktivere vore kursister, så de får et godt udbytte af opholdet – ikke kun, mens de besøger os, men i særdeleshed også efter hjemkomsten, hvor de kan dykke ned i den veludstyrede værktøjskasse og bruge den viden, som de har lært hos os, forklarer Lise Kragh Møller.

Ugekurserne er naturligvis meget koncentrerede, men de frekventeres også hyppigt af kursister, der har en travl hverdag, og som prioriterer at få et sundhedsboost, inden arbejdslivet kalder igen.

En enestående natur og kultur

Vi tror på, at mennesket udvikler sig positivt og opnår større livsglæde, når udgangspunktet i samvær og undervisning baserer sig på, at det er vigtigt at beskæftige sig med en fysisk, en intellektuel, en social, en åndelig og en følelsesmæssig dimension af menneskelivet.

Livsstilshøjskolen.

Livsstilshøjskolen ligger i den dejligste natur i landsbyen Gudum mellem Lemvig og Struer, på kanten af Klosterheden – en kæmpestor naturpark med et ganske særligt vildliv - og tæt på Vesterhavet. Temauger med vandringer i naturen - mindfulde vandringer og sanselige vandringer - bidrager helt naturligt til at bruge naturen som motionsrum.

- På vore mindfulde vandringer bydes kursisterne på tidlige morgenture i solopgang, hvor man fyldes med en fantastisk sjælstilstand og tilgang samt lyst til at leve livet – livsglæde! Turene udbygges med yogaøvelser og meditation. Og på de sanselige vandringer er kursisterne meget observante og lever sig ind i naturens mange komponenter, så man får følelsen af at være ét med naturen. Det skærper nærværet og iagttagelsesevnen samt skaber ro og harmoni.

Men også lyset – det helt særlige lys ved Vesterhavet – har givet grobund for et særligt kunstnermiljø, som man kender det fra Skagen, og Livsstilshøjskolen byder naturligvis også på kulturhistoriske vandringer med besøg hos kunstnere og kulturoplevelser i naturen.

- I vort område ligger desuden det enestående Museum for Religiøs Kunst i Lemvig, der også har haft fornemme udstillinger af internationalt format med værker af både Chagall og Munch. Den fine Trans Kirke, Bovbjerg med fyret, men også med et lille museum for den højaktuelle Jens Søndergaard og meget andet, er også et besøg værd, understreger Lise Kragh Møller.

Afstresning og sjov motion

Sanselige vandringer

Med smil i stemmen fortæller Lise Kragh Møller om et helt nyt tiltag - et kursus, hvor naturen opleves på ryggen af en mountainbike.

-Det er lidt usædvanligt for vor kursusstil og handler da heller ikke om at køre så stærkt som muligt, men er igen et værktøj til en livsstilsændring til det sundere liv og kan ses som en kontrast til det fitnesscenter, som ikke alle er så glade for.

Med mountainbiken som hjælpemiddel fås god motion i naturen, og kursisterne bliver teknisk dygtige til at bruge cyklen. Og så har vi jo helt fantastiske spor i Klosterheden Plantage lige uden for døren.

Kost og bedre livsstil

Livsstilshøjskolen

Sommerkurser à 1 uges varighed.

Uge 27-32 inkl.

Fra 4100 kroner pr. uge.

58 enkeltværelser – alle med håndvask, nogle med bad.

Lange kurser undtaget i sommerferien.

Grundlagt i 2007.

www.livsstilshojskolen.dk

- På et kursus à 1 uges varighed kan kursisterne ikke forvente, at det sunde liv resulterer i vægttab, som det kan være tilfældet på vore 6 til 44 ugers kurser. Men vi kan igen bidrage med viden om motionens og kostens betydning, bidrage til at opbygge nye vaner og leve sundere, understreger Lise Kragh Møller.

På kurset Antiinflammatorisk livsstil giver vi en guidning til og undervisning i sunde fødevarer, håndtering af stress og fysiske aktiviteter, så kroppen får en god rytme og fin balance.

Og vi har et virkeligt fint køkken med økomærke i bronze. Kosten er fedtfattig, vi serverer mange grøntsager, og måltiderne er smagfulde og spændende samt ikke mindst smukke. Og igen - det skaber livsglæde og mere overskud, når man bydes på skønne, velsmagende måltider.

Fællesskabet

Sommerkurserne er særdeles attraktive for kursister, der stadig er i job, og som godt kan lide at rejse med en ven/veninde. Der er stor spredning aldersmæssigt på kursisterne. De fleste sommerkursister har endnu ikke fået børn, eller også er deres børn ikke længere hjemmeboende.

- Vi møder også stor gensynsglæde, når kursister fra forgange år mødes igen – ja, nogle har endda aftalt, at de skal ses igen på næste sommerkursus, skønt de ikke er venner uden for højskolen, fortæller Lise Kragh Møller.