Kom tæt på det ægte Sydafrika

Sydafrika er et indtagende land med underskøn natur og en hjertevarm befolkning. På en vandreferie kommer du både tæt på naturens fantastiske skønhed og får et indblik i, hvordan dagligdagen fungerer ude i den sydafrikanske befolkning.

Af: Lasse Lundberg Andersen

Safari og luksushoteller er ikke ualmindelige associationer, når snakken falder på ferieophold i Sydafrika. Men landet har uendeligt meget mere at byde på. Derfor venter der store oplevelser for dem, som gerne vil lidt tættere på landets DNA. Det kræver blot, at man ved, hvor man finder de rigtige oplevelser. Det fortæller Lene Dyrbak Holst-Christensen, som selv tidligere har boet i landet og nu er indehaver af rejsebureauet Hiking Viking.

»Jeg vil så gerne vise folk det andet Sydafrika. Det land, som jeg holder så meget af, gemmer på masser af oplevelser, som du måske ikke falder over på andre typer rejser til landet,« fortæller hun.

En aktiv ferie i Sydafrika er ifølge Lene Dyrbak Holst-Christensen, en oplagt måde at opleve landet fra sin smukkeste side samtidig med, at du får oplevelser for livet med hjem.

»På vores ture har man mulighed for at overnatte ude i bjerglandsbyer sammen med de lokale. Det giver et førstehåndsindblik i den dagligdag, som langt de fleste sydafrikanere lever i. Det betyder bl.a. at vi kommer ind og handler i de lokale supermarkeder og ser, hvad mælken og de andre dagligdagsting koster.«

Går ikke i turisternes fodspor

Lene Dyrbak Holst-Christensen arrangerer vandreferier i Sydafrika med udgangspunkt i forskellige dele af landet. Men fælles for turene er, at de foregår et stykke fra alfarvej.

»Der er så mange muligheder for at vandre i Sydafrika. Selv ved de store turistattraktioner kan vi vandre dertil og få en helt anderledes og nær oplevelse af stedet. F.eks. er Kap Det Gode Håb en meget besøgt destination for mange turister. De kører dertil i store busser, og går de sidste par hundrede meter ned til sydspidsen af Afrika. Men man kan også vandre dertil langs kysten og virkelig mærke vindene fra de to oceaner. Det er en langt mere interessant og meget smukkere oplevelse, synes jeg - og ikke nær så overrendt af turister.«

Den samme filosofi ligger også til grund for vandreturene i f.eks. Drakensberg. Her vandrer gruppen med lokale guider ind i bushen, ser vægmalerier og lærer samtidig om den fantastiske natur, de går igennem.

»Jeg er selv meget betaget af Drakensberg. Og når vi bruger lokale guider, er vi sikre på, at vi får det helt rette indblik i de særlige seværdigheder, som bjergene gemmer på.«

Vandring for alle aldre

Lene Dyrbak Holst-Christensens gæster er alle fra unge kærestepar til folk i pensionistalderen. Og det er turene også tilrettelagt efter.

»Vi går i nogenlunde det tempo, som Dansk Vandrelaug definerer som normal hastighed. Det vil sige, at de fleste - også ældre - kan være med på turen.«

FAKTA:

Hiking Viking arrangerer en række forskellige vandreture i Sydafrika.

Du kan læse om turene på aktivferiesydafrika.dk.

Turene foregår altid i sikre områder, og med lokale guider, og overnatningerne er under ordnede forhold.

Hiking Viking er medlem af rejsegarantifonden.

Også børn har glæde af denne form for aktiv ferie. Lene Dyrbak Holst-Christensen har selv haft sin dreng, som dengang var syv år med på en af hendes ture.

»Han fik en oplevelse for livet,« fortæller hun.

»Vi så den mest fantastiske natur og vilde dyr. Alligevel var det første han fortalte om, da han skulle fortælle om sin tur i skolen, at han havde været i en hytte i Lesotho, hvor gulvet var lavet at tørret kolort. Hans møde med den Sydafrikanske befolkning og deres måde at leve på havde gjort et uudsletteligt indtryk på ham.«