Løb i kongernes fodspor rundt om Esrum Sø

Udbuddet af motionsløb i Danmark har aldrig været større. Søndag den 26. august lyder startskuddet endnu engang til et af de klassiske, nemlig motionsløbet Esrum Sø Rundt der har eksisteret siden 1972, og derfor er et af Danmarks fem ældste motionsløb.

Fotograf: Kim Gudmand

Esrum Sø Rundt-motionsløbet er en festlig og fornøjelig begivenhed med start lige ved porten til ydre slotsgård på Fredensborg Slot. Der er dømt byfest og lagt op til socialt samvær og familiemæssig hygge. Det hele understøttes af søndagsåbent i butikkerne, vejrende dannebrog i gaderne, og et utal af picnicmuligheder i Fredensborg Slotshave og i de naturskønne omgivelser omkring Esrum Sø.

Motionsløbet er et tilbud til alle. Derfor er der også forskellige ruter og dermed udfordringer at vælge imellem for deltagerne. For de unge og voksne er der Kongeetapen på 27 km., og de, som synes at en tur i og omkring Fredensborg Slotshave rækker, tilbyder løbsarrangementet ruter på både 10 og 5 km. Børn til og med 13 år har en helt særlig bevågenhed. Fredensborg Kommune sponserer derfor gratis børneløb på distancerne 5 kilometer og 1,5 km. for de mindste.

Løbsleder, Helge Frøsig, der har været med til at arrangere Esrum Sø Rundt i en del år, svarer her på fem spørgsmål om motionsløbet.

Hvad er Esrum Sø Rundt?

Det er der naturligvis mange svar på. Men først og fremmest er Esrum Sø Rundt et alsidigt motionsløb, med mange forskelligartede oplevelser. Naturligvis er der selve løbet, og de forskellige distancer, men der også god stemning og højt humør, for det er en fest for byen. Løbets identitet er vores naturskønne omgivelser i og omkring Fredensborg Slot og Esrum Sø. Det er en unik kulisse for løbet. Lige så vigtigt er det sociale samvær og fællesskabet, hvor motion og familie er i centrum.

Hvordan med udviklingen?

FAKTA:
Esrum Sø Rundt

  • 27 km Kongeetapen rundt om Esrum Sø
  • 10 km Slotsetapen i Slotshaven og det åbne landskab omkring Fredensborg
  • 5 km Isabella Ruten i Slotshaven
  • 1,5 og 5 km børneruten i Slotshaven
  • Mere end 3000 deltagere
  • Eneste chance for at få lov til at løbe igennem ydre slotsgård på Fredensborg Slot

Læs mere på:
www.esrumsoerundt.dk

»Gennem de sidste 20 år er løbemarkedet eksploderet voldsomt, og derfor er der også en skærpet konkurrence løbsarrangørerne imellem. Men vi står rigtig godt. Vi har et klassisk motionsløb, hvor vi samtidig har oparbejdet en ekspertise til at fylde rammerne ud. Vi har haft evnen til og øjet for hele tiden at udvikle løbet, så deltagerne får en optimal oplevelse. Det fortæller evalueringerne fra deltagerne, og det viser udviklingen i deltagerantallet.

Det er en rigtig god følelse, at motion­isterne tager arrangementet til sig, men vi er også rigtig stolte over, at vi har formået at tiltrække så mange børn til vores motionsløb. Ud af de forventede godt 3000 deltagere i år, udgør gruppen af børn ca. 1000.

Vores indsats er da også blevet bemærket i Dansk Atletikforund, hvor Esrum Sø Rundt netop er blevet certificeret. Det betyder at, vi lever op til forbundets skrappe kvalitets- og sikkerhedskrav. Desuden kan vores løbere tilmelde sig Esrum Sø Rundt på nettet, så sent som 30 minutter før startskuddet lyder.

Som noget helt nyt er vores løb blevet godkendt som registreret varemærke. Det betyder, at vores identitet ikke kan bruges af andre. Med så mange motionsløb i markedet kommer det til at betyde noget for os i fremtiden.

Hvad giver I deltagerne?

FAKTA:
Fredensborg
Atletik Klub

  • Årets forening i Fredensborg Kommune 2017
  • 250 medlemmer
  • Atletik for børn og unge
  • Stor motionsløbe-afdeling
  • Triatlon afdeling

Læs mere på:
www.fredensborgak.dk

Vi giver deltagerne en løbeudfordring og nogle rammer, som de ikke møder andre steder. Motionisterne kan prøve sig selv af i forskellige sværhedsgrader. Naturligvis får alle der kommer i mål en fin medalje, som er helt unik. Derudover tilbyder vi et fællesskab i øjenhøjde, og en række unikke naturoplevelser. Alle deltagere modtager deres løbetider elektronisk, og senere flere personlige billeder som vores ”hoffotografer” har taget af deltagerne på løberuten. Alle børn får et fint diplom med deres løbetid.

Hvem deltager?

Fra vores evalueringer ved vi, at deltagerne repræsenterer alle samfundslag, og at de 40 til 60 årige udgør den størs­te gruppering. Vi kan også konstatere, at gruppen af 25 – 40 årige er voksende, at firmatilmeldingerne øges, og at børnene fylder mere og mere. Derudover ved vi, at hele 70 procent kommer fra Storkøbenhavn og Nordsjælland. Samtidig ved vi af erfaring, at mange motionister og eliteløbere bruger Esrum Sø Rundt som optakt og træning til at deltage i Copenhagen Halvmaraton eller H.C. Andersen Marathon i Odense.

Hvem arrangerer Esrum Sø Rundt?

Esrum Sø Rundt arrangeres af Fredensborg Atletik Klub. Klubbens formål er at tilbyde atletik på ungdomssiden, og her kommer vores nye stadionfaciliteter til at spille en stor rolle for klubbens udvikling på børne- og ungdomsområdet. Derudover tilbyder klubben motionsløbetræning, Triatlon og styrketræning ligesom vi har et fitnessrum til rådighed på Fredensborg Stadion. Alt sammen for et meget beskedent kontingent.